Fællesskab, tryghed og styrket selvværd
Vi skaber et miljø, hvor eleverne føler sig set, mødt og værdsat. Fællesskabet er præget af tryghed og genkendelighed, og behandlingen er integreret i undervisningen, så læring og trivsel understøtter hinanden.
Kerneprincipper:
“At være før man kan lære”
Før der stilles læringskrav, hjælper vi eleverne med at finde ro i nervesystemet og opbygge indre regulering. Et stabilt følelsesliv gør det muligt at koncentrere sig om undervisningen.
Bæredygtige relationer
Udviklingsstøttende relationer er kernen i vores pædagogik. Hver elev har en primærvoksen, der er ansvarlig for at skabe stabilitet og kontinuitet, så eleven tør indgå i læringsfællesskabet.
Spejling og afstemning
Gennem markeret spejling og limbisk afstemning hjælper vi eleverne med at forstå og regulere egne følelser. De voksne spejler elevens emotionelle udtryk og guider mod mere hensigtsmæssige reaktioner.
Zonen for nærmeste udvikling (ZNU)
Krav og forventninger tilpasses elevens aktuelle udviklingszone. Når opgaverne er lige tilpas svære, skaber de succesoplevelser og giver lyst til at prøve mere.
Metoder og værktøjer
Vi anvender en række evidensbaserede metoder, der understøtter elevernes følelsesmæssige og sociale udvikling. Theraplay styrker tilknytning og glæde gennem leg, Brain Maps giver et holistisk overblik over barnets udviklingsniveauer, og pædagogisk massage og kropsterapi hjælper med at skabe ro i et stresset nervesystem. Derudover arbejder vi systematisk med MAZA-metoden (markeret spejling, asymmetri, ZNU, arousalregulering). Alle behandlingsforløb udføres af certificeret personale.
Samarbejde med hjemmet
Behandlingsarbejdet foregår i tæt samarbejde med forældre, bosteder og sagsbehandlere. Vi har fast ugentlig kontakt med hjemmet og afholder mindst ét årligt statusmøde, hvor udviklingen og den fremtidige indsats drøftes. Den tætte dialog sikrer, at skolens indsats hænger sammen med barnets liv uden for skolen, og at alle parter arbejder mod fælles mål.